Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores pædagogiske fundament

 

Åhavens Læreplans blomst: Solsikken

Solsikken her fortæller og illustrerer, hvordan vi hver dag arbejder pædagogisk i Åhaven. Alle vores handlinger og pædagogiske aktiviteter har et udviklingsmæssigt sigte.

  • Vi har hver dag et fokus på børnene. Vi møder børnene i øjenhøjde, og skaber rammer og strukturer i hverdagen, så børnene er trygge og ved, hvad vi forventer af dem. "Forventninger er et udtryk for, at jeg ser muligheder i dig."
  • Vi har en høj faglighed i Åhaven. Der ligger mange pædagogiske overvejelser bag vores handlinger og strukturer i hverdagen. Vi drøfter hver dag, hvordan vi kan støtte op om børnenes trivsel og udvikling i Åhaven. Vi har to pædagogiske dage årligt, hvor vi får ny faglig viden og har tid til at drøfte pædagogik.
  • I Åhaven 'går vi samme vej.' Vi har sat en fælles retning for det pædagogiske arbejde, som giver mening for os og for vores børnegruppe. Vi er enige om vores faglige identitet.
  • Vi har det godt sammen i Åhaven. Vi griner sammen hver dag og bakker hinanden op. Vi giver hinanden pædagogisk sparring og kan også udfordre hinanden fagligt. Vi er vilde med vores arbejde og har en positiv tilgang til hinandens idéer, input og initiativer. pige griner

Den grafiske illustration af Åhavens pædagogiske læreplan er et resultat af en flere-årig lang proces, hvor  Åhaven i dag er en børnehave med høj pædagogisk kvalitet, børn i trivsel og udvikling og en personalegruppe, der oplever høj arbejdsglæde. Herudover har det specifikke arbejde mod Den Ny Styrket Læreplan i Åhaven været en indholdsrig proces, der har givet anledning til mange faglige drøftelser og diskussioner af enkelte fagbegreber, der alle udvikler fagligheden og glæden ved arbejdet i Åhaven. Det gav mening for os at lave vores egen læreplansblomst og vi ville gerne kunne 'se' vores pædagogik hver dag. Læreplanen måtte ikke bare ligge i 'skrivebordsskuffen', men skulle have liv hver dag. Resultatet blev denne smukke solsikke. illustreret af Marie Lørring Dahl.

Blomstens kronblade beskriver

”Udvikling:” Hvilken læring, udvikling og dannelse vi hver dag arbejder for at børnene ’opnår’ i deres børnehavetid i Åhaven.

Blomstens blade og knopskud viser

”Faglige handlinger:” Det pædagogfaglige fundament og de faglige handlinger, der hver dag ligger til grund for arbejdet med børnenes læring, trivsel, udvikling og dannelse.

Blomstens stængel og rødder illustrerer

”Læringsmiljø:” Det pædagogiske læringsmiljø og de faglige og relationelle betingelser, vi lægger til grund for det pædagogiske arbejde i Åhaven.

 

Solsikke, som illustrerer Åhavens pædagogik